Den seneste måned i Lundtofte Badmintonklub har været en kæmpe succes. Lutter sejre i holdturneringen og en førsteplads at tage med på juleferie. Det blev også til sejre ved individuel turnering i Charlottenlund i starten af november, og sørme om ikke de store resultater fortsætter.
Søndag den 27. november havde Solrød Strand badmintonklub invireret til stort U13 stævne, og Lundtofte Bdmintonklub stillede op med 5 spillere i de forskellige rækker og kategorier. Alle de mange sejre har gjort at de fleste af vores spillere er rykket fra D-rækken til C-rækken, og mange af dem er allerede meget tæt på at være B-spillere. Vores to stærke pige spillere Inge og Tia, der har vundet alt hvad de har stillet op i her i efteråret, skulle begge for første gang prøve om de også kunne klare den hårdere konkurrence i C-rækken. Klint spillede også sit første C-række stævne, mens Noah efterhånden nærmer sig B-rækken, men på dagen stillede op i C-rækken. Alfred Rinnov, der først for nylig er begyndt at spille turneringsbadminton og er førsteårs U13 spiller, stillede op i D-rækken.
Den lidt hårdere modstand i C-rækken lod spillerne sig ikke lade gå på af.
Tia og Inge lagde fra morgenstunden ud med damedouble, hvor de var havnet i et finalepuljespil mod to andre par fra henholdsvis Solrød Strand og Islands Brygge Badmintonklub. To kampe og to sikre sejre med først 21-9, 21-11 og siden 21-6, 21-10, så var dagens første pokaler i hus i damedouble C-rækken
Klint og Noah oplevede noget større modstand i herresingle turneringen, men gjorde det begge fantastisk flot. Noah lagde ud med en rigtig dramakamp i tre yderst jævnbyrdige sæt 21-23, 22-20, 19-21. Også i kamp to måtte Noah se sig besejret igen i tre tætte sæt 21-16, 15-21, 19-21. Dermed var chancen for avancement fra puljen væk, men Noah fik sluttet godt af i puljen med en sikker sejr i to sæt 21-13, 21-16.
Klint kom rigtig godt fra start med hans første C-række stævne. Første kamp blev tabt i tre sæt 21-12, 15-21, 11-21. I kamp to var Klint oppe mod den senere vinder af turneringen Villum Holmstrøm fra arrangørklubben Solrød Strand. Klint tabte første sæt ret klart 21-6, men beviste i andet sæt at han sagtens kan tage kampen op mod de bedste C-spillere, det endte dog med et nederlag på 21-19 i et meget tæt sæt. Sidste kamp i puljen blev desværre også til et nederlag, men igen beviste Klint at han sagtens kan være med da han vandt første sæt med 21-10 inden de sidste to sæt blev tabt med 20-22, 15-21. Med begge drenge ude af singlerækken kunne de slappe lidt af i par timer inden doubleturneringen skulle i gang. Pausen blev brugt til at støtte op deres kammerater fra Lundtofte. Pigerne var gået i gang med singlerækken og i mellemtiden var Alfred også kommet til Solrød for at spille D-række.
Alfred lagde ud med en rigtig hård kamp mod en dygtig modstander fra arrangørklubben Solrød Strand og tabte første sæt 17-21. I Lundtofte kender vi Alfred som en rigtig hård fighter, der aldrig er slået før sidste bold er slået. Det beviste han igen i dag for de to næste sæt blev kørt hjem efter hård fight 21-18, 21-16. I de sidste to puljekampe var Alfred særdeles suveræn og vandt dem begge overbevisende i to sæt med henholdsvis 21-6, 21-4 og 21-12, 21-13. Dermed var Alfred sikkert videre til semifinalen.
I semifinalen skulle Alfred op mod en spiller fra Glostrup Badmintonklub, og igen var han særdeles overlegen. En sikker sejr i to sæt 21-10, 21-12, og så var Alfred klar til finale. I finalen ventede tvillingebroren til ham han lige havde slået sikkert i semifinalen. Denne gang var der dog tale om noget sværere modstander og Alfred kom hurtigt bagud i første sæt og tabte sættet med 21-4. Igen beviste Alfred at han er en fighter og andet sæt blev en del mere jævnbyrdigt, men til sidst måtte han sande at det "kun" blev til en sølvmedalje da han tabte sættet 21-18. Vi er sikre på at Alfred har fået mod på meget mere turneringsbadminton efter den flotte præstation.
Tia og Inge har været aldeles suveræne og fejet alt modstand til side som D-spillere. Nu var det tid til at bevise om de også kunne levere med samme overbevisning i C-rækken. De var kommet i hver deres pulje og skulle forsøge at se om de igen kunne spille sig i en ren Lundtofte finale. I Tias pulje blev en spiller undervejs ramt af sygdom, så hun skulle igennem to gruppekampe for at booke en plads i finalen. Første kamp kontrollerede Tia fra start til slut og sejrede med 21-13, 21-16. Også i kamp to kom hun godt fra start og vandt første sæt 21-10, mens andet sæt blev noget af en gyser. Til sidst blev det dog Tia der havde bedst styr på nerverne og trak det længste strå i et rigtigt marathonsæt 27-25. Tia var dermed finaleklar, så nu var det op til Inge om det skulle blive en gentagelse fra Charlottenlund turneringen, med en ren Lundtofe finale.
Inge kom flyvende fra start og vandt sin første kamp 21-7, 21-9. Kamp to blev ligeledes vundet i sikker stil 21-13, 21-15 og dette gentog sik i kamp tre 21-11, 21-10. Vores to dygtige Lundtoftepiger skulle ednu engang fordele guld og sølv imellem sig. Inge trak det længste strå og kunne fejre tredje individuelle titel på stribe 21-13, 21-15.
Vi stopper lige op et øjeblik og bøjer os i støvet for Inges præstationer. Hun startede til badminton i Lundtofte tilbage i april måned og har kun spillet turneringsbadminton i knap to måneder. På de to måneder har hun taget tre single titler og den eneste spiller der har formået at tage sæt fra hende undervejs er Tia - hendes gode veninde fra Lundtofte. Læg dertil yderligere tre titler i double sammen med Tia, samt lutter sejre i hendes kampe i holdturneringen. Alt i alt 27 turneringskampe i single og double og 27 sejre - dyb respekt. Samtidig er Inge på rekordtid kravlet godt op ad ranglisten, og næste gang hun skal ud og spille, bliver hun udfordret i B-rækken.
Tia fortjener også kæmpe ros. Hun er førsteårs U13 spiller og dermed et år yngre end de fleste af hendes modstandere, men gang på gang kommer hun alligevel i finaler. I Lundtofte Badmintonklub er vi utrolig stolte over at have to så store talenter på pigesiden i dansk badminton.
Ud på eftermiddagen og efter en lang dag i badmintonhallen skulle Klint og Noah forsøge at slutte en flot Lundtofte indsats af, med herredouble i C-rækken. Lodtrækningen havde artet sig så de var direkte i semifinalen, hvor de skulle møde det par der var 1. seedet. Det skræmte dog ikke de gode venner, Klint og Noah leverede en forrygende flot indsats, og der var aldrig spænding om resultatet. Finalepladsen blev sikret med en sejr på 21-11, 21-12.
I finalen skulle de op mod de 2. seedede, et stærk par fra hjemmeklubben Solrød, hvor den ene var vinderen i singlerækken som Klint havde tabt til i det indledende puljespil. Drengene var dog helt opsatte på at i dag skulle det være dagen, hvor den første turneringssejr for dem begge skulle køres hjem. I første sæt førte de fra start til slut og sættet blev vundet 21-17. I andet sæt var der lidt nerver på - skulle det endelig lykkedes efter at have været tæt på så mange gange. Sættet bølgede frem og tilbage og parene skiftedes til at føre lige til det sidste. Ved stillingen 19-19 var det dog Lundtofte drengene der havde bedst styr på nerverne og to bolde senere kunne de lade sig fejre som vinderne med 21-19 i andet sæt. De omfavnede hinanden og strålede af lykke over endelig at skulle træde op på sejrskamlens øverste trin.
Inden vi forlod hallen var der tid til at alle fem Lundtoftespillere kunne posere for fotograferne og de stolte forældre med alle deres mange vundne pokaler og meget fine præmier (ketchertasker og håndklæder). En stor tak til arrangørklubben Solrød Strand for et flot stævne.
Nu holder vores ungdomsafdeling turneringsfri indtil efter nytår, men allerede i næste weekend får vores dygtige ungdomsspillere en stor oplevelse med deres badminton. Klubben har inviteret hele ungdomsafdelingen til julearrangement, hvor vi får besøg af den tekniske træner for det danske landshold - Lian Yang Zhang.