Lundtoftespiller går hele vejen i sin første turnering

14. april 2022 20:36 , af Kim Wassmann

Lørdag den 9. april stillede Lundtofte spilleren Tia Rambeck Andersen op til sin første turnering nogensinde, da hun stillede op i U11-D rækken til åben turnering på Frederiksberg.

Hvis der var lidt nervøsitet inden turnering blev den hurtigt kastet over bord og allerede i første kamp leverede Tia overbevisende spil og vandt sikkert 21-4, 21-3. I dagens anden kamp blev der ydet lidt mere modstand, men Tia trak sikkert kampen hjem, igen i to sæt med ciffrene 21-15, 21-17. Så skulle sidste kamp i puljen også "bare" vindes for at sikre finalepladsen, og igen viste Tia sig superstærk, og vandt igen i to sæt 21-7, 21-11.

I finalen skulle Tia op mod vinderen fra den anden pulje, men igen vandt hun i sikker stil. Efter knap et kvarters badminton viste resultattavlen 21-15, 21-9 og Tia kunne lade sig hylde som vinder.

Fra Lundtofte Badmintonklub skal der lyde et kæmpe tillykke til Tia og familien med det flotte resultat - vi glæder os til at følge Tia i hendes fremtidige turneringer, for der er ingen tvivl om at det har givet stor tro på egne evner og at der venter mange store oplevelser i fremtiden.