Lundtofte vinder puljen og er videre til DM for hold

25. februar 2023 18:06 , af Kim Wassmann

Sidste runde af holdturneringen blev spillet i weekenden 25./26. februar. Lundtofte skulle en tur til Birkerød for at møde hjemmeholdet og Nivå-Kokkedal. Før kampene manglede blot et enkelt point for at være sikre på at slutte på en af de to øverste pladser i puljen og dermed sikre adgang til DM-finaleweekenden i slutningen af april.
Missionen var dog klar fra start, vi gik efter maksimum point for at sikre den samlede pulje sejr. Vores fem spillere Tia, Inge, Alfred, Klint og Noah supplerer hinanden fantastisk og er meget jævnbyrdige, så endnu engang var der byttet lidt rundt i den rækkefølge de spillede kampene.

Til første kamp mod Nivå-Kokkedal stillede vi op med Inge i 1. single, Tia i 2. single, Klint i 3. single og Alfred i 4. single, mens Noah sad over.
Hurtigt kom Lundtofte foran på alle baner, specielt Klint og Alfred i 3. og 4. singlen var meget overbevisende og vandt begge hurtigt første sæt, Klint med 21-7 og Alfred med 21-5. Inge var også rimelig overbevisende og vandt første sæt i sin kamp med 21-10. Tia var kommet rigtig godt fra start og var foran 18-11, men herfra fik Nivå-Kokkedal spilleren sat en god stime sammen og endte med at vinde sættet 21-19.
Klint og Alfred var lige så overbevisende i 2. sæt og hurtigt var begge kampe forbi, Alfed vandt 21-2 og Klint vandt 21-7. Inge fik en del mere modstand i 2. sæt og det var en rigtig flot badmintonkamp af to meget dygtige spillere. Efter et tæt sæt lykkedes det dog også Inge at lukke kampen med en sejr i sættet på 21-19. Tia var igen ude i et rigtig tæt 2. sæt mod sin modstander, men til sidst, måtte hun se sig slået med 21-18, af en rigtig dygtig Nivå-Kokkedal spiller.

3 sejre ud af 4 efter single runden, og dermed var avancement til DM sikret. Nu gjaldt det om at holde fast og sikre to sejre i doublerne, så der kom maksimum point ud af holdkampen. Noah og Klint har været et fast makkerpar i 1. doublen hele sæsonen, ligesom Tia og Inge har spillet fast sammen i 2. doublen. Det holdt vi fast i til kampen mod Nivå-Kokkedal, så Alfred fik en pause.

Inge og Tia var (som altid) meget overbevisende, og vandt hurtigt kampen med 21-3, 21-7, og den samlede holdkampsejr var sikret. Når Noah og Klint spiller 1. double, så kan man altid forvente tætte og dramatiske kampe, og denne gang var ingen undtagelse. Drengene havde egentlig meget godt styr på det i begge sæt, og var foran hele tiden undervej. Alligevel skulle begge sæt afgøres med de mindste marginaler, 21-19, 23-21 blev sejrciffrene

Lundtofte mod Nivå-Kokkedal  5 - 1 = 4 point

1.S Inge - Jacob 21-10, 21-19
2.S Tia - Carl-Emil 19-21, 18-21
3.S Klint - William 21-7, 21-6
4.S Alfred- Noah 21-5, 21-2
1.D Noah/Klint - Carl-Emil 21-19, 23-21
2.D Inge/Tia - Viktor/Noah 21-3, 21-7

 

Allersidste kamp i puljen var mod hjemmeholdet Birkerød, som var en rigtig gode arrangører, med gode og hyggelige facilliteter. I singlerunden sad Inge denne gang over, og vi stillede op med Noah i 1. single, og ellers den samme opstilling, som mod Nivå-Kokkedal.
Hurtigt stod det klart at Birkerød ville blive en noget hårdere modstander for vores spillere. I modsætning til til den første kamp kom vi hurtigt bagud på næsten alle baner, kun Tia var ovenpå i sin kamp, og vandt sit 1. sæt med 21-13. Alle drengene måtte se sig slået i 1. sæt, Noah med 9-21, Klint med 19-21 og Alfred med 17-21, så der skulle kæmpes hårdt for at komme tilbage i kampen. 
Tia var lige så overbevisende i 2. sæt og lukkede hurtigt hendes kamp med 21-11. Drengene havde brugt sæt-pausen til at tanke noget selvtillid og fightervilje, og de gik alle ind og ydede en kanon indsats i 2. sæt. Klint vandt 21-13 og Alfred vandt 21-17, begge disse kampe skulle nu ud i 3. og afgørende sæt. Noah måtte trods hård fight se sig slået af en meget stærk Birkerød spiller med 15-21. 
1-1 var stillingen inden 3. singlen Klint og 4. singlen Alfred skulle ud i 3. sæt. Begge drenge holdt hovedet koldt og satte stort pres på modstanderne. På pointtavlen fulgtes kampene også, og drengene kunne stort set samtidig række hænderne over hovedet med hver deres sæt-sejr. Klint med 21-14 og Alfred med 21-12.

Ligesom i den første kamp var stillingen dermed 3-1 til Lundtofte før de to afgørende double kampe. Missionen var også klar - to sejre i de sidste to kampe ville igen betyde maksimumpoint og en puljesejr i den samlede holdturnering.

Der blev blandet lidt rundt på de normale double konstellationer. Klint og Inge spillede 1. double, mens Alfred og Noah spillede 2. double, Tia sad over.

Lundtofte spillerne var i god kontrol i begge kampe, så selvom kampene var tætte og modstanderne dygtige, blev der aldrig rigtig tvivl om udfaldet. Begge kampe blev vundet i to sæt. Klint og Inge sejrede med 21-12, 21-16 mens Alfred og Noah vandt med 21-16, 21-14

For fjerde gang på stribe havde Lundtofte taget to sejre med fra en runde i holdturneringen, og endnu engang kunne spillerne fejre med sejrsangen....Hvem var det der vandt i dag - det var dem fra Lundtofte af.....

Lundtofte mod Birkerød 5 - 1 = 4 point

1.S: Noah - Oscar 9-21, 15-21
2.S: Tia - Frederik 21-13, 21-11
3.S: Klint - Malthe 19-21, 21-13, 21-14
4.S: Alfred - Theodor 17-21, 21-17, 21-12
1.D Klint/Inge - Oscar/Frederik 21-12, 21-16
2.D Noah/Alfred - Theodor/Malthe 21-16, 21-14 

Lundtofte har haft et fantastisk comeback til holdturneringerne under badminton Danmark. Vores dygtige U13 hold har vundet over samtlige 8 modstandere, de har været oppe i mod. Undervejs er det blevet til sejre i 39 kampe ud af 49. Naboerne fra Holte har presset os hele vejen og det er sjovt at tænke på at hele turneringen startede i slutningen af oktober netop med en kamp mod Holte, der blev afgjort i et golden sæt efter uafgjort 3-3. Det er helt sikkert de to rigtige hold der nu skal videre til den afgørende finale weekend når DM for hold skal afgøres i slutningen af april.

Stort tillykke til Tia, Alfred, Inge, Klint og Noah med den fantastisk flotte præstation og kæmpe tak til træner Sofie for at guide spillerne undervejs i puljespillet. Vi glæder os meget til at følge Jer til DM.

ForZa Lundtofte