Landsmesterskaberne (LMU) blev en stor succes for Lundtofte drenge

26. januar 2026 12:15 , af Kim Wassmann - adm.

Flixbus-eventyrere til Landsmesterskab: Noah og Mathias indtog Jylland!

Mens de fleste af os nød weekenden hjemme på Sjælland, var to af vores seje ungdomsspillere, Noah Wassmann og Mathias Rasmussen, på en helt særlig mission. Turen gik til Vejlby-Risskov Hallen i det jyske for at kæmpe mod landets bedste til de traditionsrige Landsmesterskaber (LMU).

En rejse på egen hånd

Det var ikke kun på banen, at de to drenge viste stor selvstændighed. De skulle nemlig klare turen helt uden forældre-eskorte! Med taskerne pakket og ketsjerne klar hoppede de på Flixbussen mod Jylland fredag eftermiddag – en rigtig drenge venskabstur, hvor fællesskabet og det sociale startede allerede på motorvejen. Det skulle blive en af den slags ture, man husker i mange år fremover.

Overnatning og kampe i Vejlby-Risskov hallen

Sent fredag aften ankom drengene til hallen, hvor de også skulle overnatte. Der blev hilst på værelseskammerater, som var et helt hold fra Sønderjylland de skulle bo sammen med. Luftmadrasserne blev pustet op og de fik sig en god nats søvn inden de skulle op og i gang med turneringen lørdag morgen.

Mange kampe lørdag

Noah var tilmeldt i både mixdouble og single, og Mathias i single, ligesom de også skulle spille herredouble sammen.

De første kampe der skulle spilles lørdag formiddag var mixdoublerækken, og sammen med sin makker Dea Marie Juhl fra BC37 Amager kom Noah godt fra start med 3 sejre i ligeså mange kampe - puljens førsteplads var dermed sikret og nu ventede en finale mod det førsteseedede par fra Kolding Badmintonklub. Det blev intenst og meget tæt, men det lykkedes Dea og Noah at hive sejren hjem i 3. sæt med scoren 21-17. Første guld var sikret og nu gjaldt det om at omstille sig til at spille single rækken.

I alt 48 spillere som var fordelt i 12 puljer af 4 spillere var tilmeldt i single. Så i første omgang handlede det om at prøve og komme videre fra puljen. Begge drenge kom godt fra start og begge sejrede overbevisende i deres to første puljekampe. Det samme havde deres modstandere i den 3 puljekamp også gjort, så begge drenge skulle ud i en afgørende puljefinale for at gå videre. Noah vandt sikkert sin kamp i to sæt, og var klar til ottendelsfinalen. 
Mathias var oppe imod en rigtig hård modstander, der var seedet som nummer 2 i hele turneringen, og trods en overbevisende sejr til Mathias i første sæt, kom modstanderen tilbage og vandt de næste to meget tætte sæt med 21-18 og 21-19.

Efter skuffelsen havde lagt sig indtog Mathias rollen som coach for Noah der startede sikkert ud med at vinde sin ottendedelsfinale med 21-8, 21-13. I kvartfinalen ventede så et opgør mod spilleren der havde slået Mathias ud i puljespillet. Igen blev det et meget tæt og spændende opgør, men Lundtofte drengene fik deres revanche da Noah kørte sejren hjem i to sæt med 24-22 og 21-17, og var dermed semifinaleklar.

Semifinalen blev samtidig den sidste kamp om lørdagen efter en lang dag i hallen. Hvis Noah var nervøs kunne det ikke ses på spillet og resultatet. Endnu en sikker to-sæts sejr på 21-19, 21-10 og Noah var finaleklar. Efter 10 kampe om lørdagen, var der ikke mange kræfter tilbage, så det var nok meget godt at finalen først skulle spilles søndag formiddag. Ligesom i semifinalesejren skulle modstanderen i finalen findes fra klubben Tarup-Pårup på Fyn.

Søndag - singlefinale, doublerække og hjemrejse

Tidligt op søndag. Inden dagens kampe i hallen skulle der pakkes tøj, soveposer og luftmadrasser sammen, så de var klar til hjemrejse om eftermiddagen. Noah kunne godt mærke spændingen og nervøsiteten i kroppen inden finalen i single. Hvis Noah var nervøs kunne det ikke ses på spillet, og fra stillingen 5-5 i første sæt så Noah sig ikke tilbage. 11-6 ved sætophold, hvorefter resten af sættet blev kørt hjem i overbevisende stil med 21-10. Endnu mere overbevisende blev det i 2. sæt og med et tungt pres på modstanderen, kom Noah hurtigt solidt i front og kørte sættet og sejren hjem med de imponerende cifre 21-6

Med to guldmedaljer i de første to rækker var det nu tid til herredouble, og drengene var meget opsatte på at skulle gå hele vejen. De var kommet i pulje med to andre par, og begge kampe skulle vides for at booke plads i kvartfinalen. Det blev de også, uden at afgive sæt, og drengene var nu klar til de sidste afgørende kampe. I kvartfinalen skulle de op mod to lokale Århus drenge, men hjemmebanefordelen kunne ikke bruges til noget, og Mathias og Noah vandt igen overbevisende i to sæt med 21-7, 21-13, og semifinalen var i hus.

Desværre blev semifinalen også endestationen for drengenes drøm om at tage titlen. efter en højintens kamp tabte drengene i to meget tætte sæt med 18-21, 19-21, og de måtte derfor "nøjes" med en bronzemedalje.

Nu ventede kun hjemturen med Flixbussen fra Århus til København, men først skulle de lige fra Vejlby-Risskov hallen og ind til Århus. Det store overblik drengene demonstrerer på badmintonbanen er måske ikke helt det samme som at holde styr på bustider, ventetider på taxa og i hvor god tid man skal være. Drengene fandt ud af at Flixbussen ikke venter på samme måde som deres forældre nogen gange gør. De kom 5 minutter for sent til den planlagte afgang og måtte derfor vente en ekstra time i Århus - heldigvis var der både en meget flink chauffør, og to ledige pladser på den næste bus. 

Det var derfor to meget trætte drenge der kom hjem til København søndag aften klokken 21.45. En fantastisk tur med mange indtryk, sportslig succes, nye kammerater fra andre klubber og en god læring i at stå på egne ben og skulle klare sig selv når man er på tur uden sine forældre.

I Lundtofte Badmintonklub er vi stolte af jeres indsats drenge, både den sportslige med flotte medaljer, men i lige så høj grad at vi med god samvittighed kan sende jer afsted til en stor turnering på egen hånd - godt gået!

ForZa Lundtofte

https://badmintonplayer.dk/DBF/Turnering/VisResultater/#114809,488583